Et hav af roller
Sted
Pris
Dato & TID
Book Her
Dyk ned i naturfagene
I forløbet Et hav af roller bliver dine elever klogere på økosystemer og lærer, hvordan både naturens egne mekanismer og menneskelige handlinger former livet under havets overflade. Gennem hands-on aktiviteter og fælles dialog undersøger eleverne økosystemers opbygning med særligt fokus på ålegræsbælterne – et overset, men livsvigtigt havmiljø.
Undervisning med biologisk dybde
I forløbet arbejder 7.-8. klasser med økosystemets grundlæggende opbygning, de forskellige roller – som primærproducent, planteæder, rovdyr og nedbryder – og hvad der sker, når ét led fjernes. 9.-10. klasse går skridtet videre og undersøger, hvordan både levende (biotiske) og ikke-levende (abiotiske) faktorer påvirker arterne og deres tilpasning. Undervisningen bygger bro mellem biologiens kernebegreber og elevernes egen virkelighed.
Aktiv læring i autentiske omgivelserne
Eleverne får selv fingrene i stoffet, når de arbejder ved akvarierne og udfylder arbejdsark, opstiller fødekæder og diskuterer påvirkninger. Forløbet styrker deres undersøgende tilgang og træner dem i at anvende fagbegreber og biologisk argumentation.
Når havmiljø møder hverdagsvalg
I den afsluttende refleksion, kobles elevernes viden til menneskelig påvirkning. Hvad betyder vores forbrugsvaner for livet i havet? Med afsæt i konkrete eksempler – som landbrugets næringsstofudledning og kødproduktionens konsekvenser – åbnes der op for en vigtig snak om ansvar og handlemuligheder. Ikke med løftet pegefinger, men som nysgerrig undersøgelse.
Fra fakta til forståelse
”Et hav af roller” er relevant, tværfagligt og virkelighedsnært. Det styrker elevernes faglige forståelse, giver dem mulighed for at anvende deres viden aktivt – og efterlader dem med et klart billede af, hvordan naturvidenskab og hverdag hænger uløseligt sammen.
Åben Skole forløb kan kun bookes via email til undervisning@denblaaplanet.dk. Skriv gerne til os for at høre om ledig kapacitet. Der er et begrænset antal forløb tilgængelig gennem Åben Skole.
NB! Ved booking gennem Den Blå Planets bookingportal faktureres skolen direkte, og omkostningerne dækkes desværre ikke af Åben Skole puljen. Bookingportalen kan dog anvendes til at se tilgængelige datoer og starttidspunkter.