Smag på Uganda

Pris

Gratis for københavnske folkeskoler
8.000,00 kr.

Dato & TID

Tag jeres elever med på en rejse til Uganda! Turen til Afrika har aldrig været kortere.
Bydel

Et læringsforløb fra os består af 3 timer med fokus på ugandisk mad og kultur. Forløbet har til formål at styrke elevernes kendskab til afrikanske kulturer samt øge deres viden om bæredygtighed/stop madspild, gode køkkenteknikker, tropiske råvarer og ugandisk streetfood. Grundlæggende handler undervisningsforløbet om at tage eleverne med på en rejse til Østafrika, som klæder dem på til at kunne navigere i det afrikanske kontinent samt en mangfoldig madverden.

Undervisningen bidrager yderligere til elevernes forståelse for østafrikansk (mad)kultur med udgangspunkt i Uganda gennem en håndgribelig og undersøgende tilgang. Eleverne vil opnå viden om østafrikanske basisråvarer, og få erfaring med hvordan disse kan udnyttes på forskellige måder. Derved indgår temaer som østafrikansk madkultur, bæredygtighed, streetfood, ugandisk historie, nye smagsoplevelser, madmod og -dannelse.

Vores læringsforløb er inddelt i 3 moduler af 1 times varighed:

- Modul 1: Fortælling om Uganda

Eleverne starter dagen med at inddele Afrika og placere de lande, som de kender, hvor vi derefter zoomer ind på Uganda. De vil herefter få lidt historie om Uganda og hvordan en hverdag for ugandiske børn kan se ud. De vil endvidere prøve kræfter med at hilse og sige simple fraser på Luganda samt se, føle, smage og dufte til friske ugandiske frugter som jackfrugt, friske sukkerrør og madbananer.

- Modul 2: Tilberedning af ugandisk street food

Her vil eleverne lære lidt mere ugandisk mad og prøve kræfter med at lave en Rolex, som er Ugandas mest udbredte street food. En Rolex består af chapati-fladbrød hvorpå der bliver lagt en omelet og friske grøntsager, som til sidst bliver rullet til en wrap. Navnet kommer af sammentrækningen af ”Rolled-eggs” i Uganda.

I dette modul vil klassen blive delt i 2 hvor den ene halvdel laver Rolex fra bunden. Dvs. de skal lave chapati- fladbrød fra bunden, tilberede grøntsager og omeletter. Den anden halvdel skal lave Muhogo (cassava) fritter fra bunden samt kachumbari. Det indebærer at skrælle og tilberede cassava samt grøntsagerne til kachumbari. I dette modul vil der være fokus på køkkenteknikker, tilberedelsesmetoder og køkkenets arbejdsgange.

- Modul 3: Servering og spise

Her vil eleverne færdiggøre de retter som de påbegyndte i modul 2 i vores food truck, så de får følelsen af hvordan maden bliver lavet på gaden i Uganda. To elever går sammen om at lave en Rolex som de efterfølgende deler. Imens steges alle cassava-fritterne. Den endelige menu består altså af en halv Rolex, cassava fritter og kachumbari til alle elever og undervisere. Dagen slutter her med præsentation af maden, fællesspisning og opsamling på dagen.