Skoleforestilling og Kunstnerisk Laboratorium: Farvel
Sted
Pris
Dato & TID
FARVEL af Nørregaardsteater er et farvestrålende brag af en koncert om det at blive større, at træffe valg og sige farvel. Her bliver afskeder udforsket i alle deres former: Fra det lette farvel til en rokketand, til den svære afsked med et kæledyr eller forældre, der bliver skilt. Musikken – spillet live af dygtige musikere – giver hver afsked sin helt egen stemning. Forestillingen lægger op til samtaler om sorg, afsked, at blive større, det at være barn, separation, trivsel og hvordan man kan håndtere sine følelser.
Temaer:
Afsked, følelser, musik, forandring, barndom, tweens, vokse op, skilsmisse, mobning, separationer
Handling:
Tag med! På en rutsjebanetur af følelser, hvor vi sammen siger farvel til det velkendte og byder det ukendte velkommen. Det er de små og store farveller – fra det lette farvel til en dum drøm, til den svære afsked med sin kernefamilie eller sin bedste ven. En hyldest til de øjeblikke, både glade og sørgelige, der former os som mennesker. Her er afsked ikke kun et endeligt punktum, men også en mulighed for fornyelse og forandring.
FARVEL er en hjertevarm teaterkoncert, der dykker ned i de universelle oplevelser af afsked i alle dens former. Der er viser, ballader, blød pop og sjov punk, savlende hundehvalpe og blødeste bamsevenner og alt for stort tøj - for det er sådan det kan føles at sige farvel til barndommen. Der er trommesæt og fløjter og strygere og saxofoner i alle størrelser og cykler i alle farver. Det er et brag!
Spilletidspunkter:
Tirsdag-fredag kl. 9.15 og 11.15
Forløb:
Ca. 1 måned før besøget sendes en lærervejledning med informationer samt inspiration til forberedelse og efterbearbejdning samt et elevbrev, som er en intro til teaterbesøget og stykket fra os på teatret. Derudover vedhæftes et forældrebrev med information om teaterbesøget, som kan tilpasses Aula. Materialet kan bruges som inspiration til at integrere forestillingen i undervisningen.
Efter forestillingen, i direkte forlængelse af forestillingen på teatret, åbner Kunstnerisk Laboratorium. Det er en mulighed for eleverne og deres lærere til kreativ efterbearbejdning af tematikkerne og til, at forestillingen kan lagre sig – og lægge op til videre samtaler tilbage i skolen. Kunstnerisk Laboratorium er inkluderet i billetten, og estimeret tid er ca. 30 minutter.