Regn med krig

Sted

Kastrupfortet - Skoletjenesten Københavns Befæstning
Amager Strandvej 240B
2300
København S

Pris

Gratis for københavnske folkeskoler

Dato & TID

For at spille og vinde spillet skal eleverne tilegne sig og bruge viden om matematik, historie og befæstningen.
Bydel

Den historiske ramme om spillet er optakten til og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Eleverne bliver introduceret til baggrunden for krigen og bemandingen af Københavns Befæstning. Som bekendt blev der aldrig brug for befæstningen, da Danmark var neutralt under Første Verdenskrig og aldrig blev angrebet. Men efter krigen er det kommet frem, at Tyskland havde en plan om at angribe Danmark. Planen hed ”Fall J”: Tilfælde Jylland.

Spillets narrative ramme tager udgangspunkt i kontrafaktisk historie. Hvad nu, hvis Fall J var blevet til virkelighed, og Tyskland havde angrebet Danmark under krigen? I spillet skal eleverne forberede og udkæmpe kampen om Kastrupfort.

Eleverne forbereder forsvaret af fortet ved at løse matematikopgaver. De skal bl.a. regne procenter, vinkler og arealer, og de skal opfinde de banebrydende teknologier, der i tiden op til Første Verdenskrig var med til at revolutionere krigsførelsen og ændre verdenshistorien. Kasematterne bygges eksempelvis ved at måle og udregne dens vinkler. Artilleriet opfindes ved at udregne omkredsen af cirkelformede spor efter granater. Flyvemaskinen opfindes ved at omregne ton til kilo og finde ud af, hvor stor vægt den kan bære.

Praktisk
"Regn med krig" har rigtig meget bevægelse, og det kan derfor være en god idé at have forberedt eleverne på dette. De kommer til at stå, gå eller løbe i al den tid, forløbet varer. Det er en perfekt mulighed for eleverne at lære og bevæge sig på samme tid!
Dette indebærer også fornuftigt fodtøj og tøj efter vejrforholdene. Det kan være koldt på fortet, da vi er tæt på vandet og ikke har meget læ. Tag hellere en trøje for meget eller regntøj med – der er mulighed for at lægge tasker og overskydende tøj i kasematten.
Forløbet foregår altså primært udendørs. De enkelte små grupper skal løse en opgave inde i kasematbygningen og er rundt på fortet resten af tiden.
På fortet forefindes et offentligt toilet.

Er du i tvivl om hvordan du og din klasse finder hen til Kastrup Fort? Nedenfor er der en video, der viser hen til fortet, hvis du tager metroen mod lufthavnen og står af på Femøren station. Ydermere er der PDF med en yderligere guide. 

Man er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis man har spørgsmål.

Periode, hvor forløbet udbydes
Forløbet kan bookes fra 1. april og frem til sommerferien samt efter sommerferien og frem til efterårsferien.