Kongelig gæk
Sted
Pris
Dato & TID
Højtidens mange sjove traditioner og spændende historier bliver udfoldet for børnene i vores kongelige påskeaktivitet. Museets formidler fortæller om kongelige, folkelige og religiøse påsketraditioner med udgangspunkt i samlingen. Dronning Margrethe var den danske kirkes overhoved og værnede om de kristne påsketraditioner. Men hvordan opstod de egentlig, og hvilken betydning har de for vores påske i dag?
Eleverne bliver klogere på den kongelige påskeægstradition når de hører om Dronning Margrethes påsketradition og om prinsesse Dagmar, der senere blev zarina af Rusland og modtog verdens nok mest ekstravagante påskeæg – de eksklusive Fabergé-æg – af sin mand, zar Alexander. Inspirationen til æggene kom sandsynligvis fra et helt særligt guldæg i museets samling. Der er umiddelbart langt til vores påskeægstradition i dag, men konceptet med overraskelsen er helt den samme, som dengang zarinaen fik sine påskeæg, selvom den i dag oftest smager mere af chokolade end guld og diamanter...
H.C. Andersen havde sin vante gang på Amalienborg – og faktisk læste han digte op for ikke mindre end fire konger i løbet af sit forfattervirke. I 1872 forærede han en lineal med påklistrede papirklip og inskription til Christian 9. Den kan ses i museets udstilling og danner sammen med gamle traditioner baggrund for papirklipværkstedet sidst i forløbet, hvor eleverne laver gækkebreve, mens de hører H.C. Andersens digt "En sommergæk".
Eleverne får også selv lov til at prøve kræfter med papirklip og gækkebreve når vi pynter op i museets smukke havesal med papir, fjer og sakse og tuscher. Eleverne får selvfølgelig deres gækkebreve med hjem.
Undervisningen er dialogbaseret, differentieret og inddrager eleverne som aktive deltagere.
OBS!:
- Forløbet foregår i Christian 8.s Palæ, Amalienborg Museet. Indgang via porten nærmest Frederiksgade. Indenfor vil I blive taget imod af en læringspilot.
- Forløbet kan bookes i perioden fra d. 3. marts - 11. april 2025.
Booking: For spørgsmål er du velkommen til at kontakte vores bookingafdeling på tlf. 33 18 60 55, telefonen er åben tirsdag til fredag kl. 10 til 12, eller på e-mail: booking@kosa.dk. Her bedes du oplyse følgende:
- Ønsket dato for forløbet (gerne flere datoer)
- Navn og postadresse på institution
- Pædagogens navn og mobiltelefonnummer
- Alder på børnegruppen
- Antal børn og voksne
- Hvis specialklasse uddyb venligst, hvilke hensyn der skal tages.
Bemærk: I tilfælde af afbestilling mindre end 14 dage før tidspunktet for turens afvikling vil det fulde beløb blive opkrævet.
Jeres forberedelse: Forbered eleverne på, at telefoner skal lægges i garderoben inden undervisningsstart.