Skoleforestilling og Kunstnerisk Laboratorium: Natten er lavet af glas
Sted
Pris
Dato & TID
NATTEN ER LAVET AF GLAS stiller skarpt på, hvad der sker, når grænser overskrides online. Hvem bærer skylden, når sandheden kvæles i rygter – og kan man nogensinde gøre det godt igen?
Temaer:
Venskab, digital dannelse, sociale medier, identitet, grænser, tillid, digital krænkelse, mobning
Forløb:
Et par uger før besøget sendes en lærervejledning med informationer samt inspiration til forberedelse og efterbearbejdning samt et elevbrev, som er en intro til teaterbesøget og stykket fra os på teatret. Derudover vedhæftes et forældrebrev med information om teaterbesøget, som kan tilpasses. Materialet kan bruges som inspiration til at integrere forestillingen i undervisningen.
Efter forestillingen, i direkte forlængelse af forestillingen på teatret, åbner Kunstnerisk Laboratorium. Det er en mulighed for eleverne og deres lærere til kreativ efterbearbejdning af tematikkerne og til, at forestillingen kan lagre sig - og lægge op til videre samtaler tilbage i skolen. Kunstnerisk Laboratorium er inkluderet i billetten, og estimeret tid er ca. 30 minutter.
Handling:
En fest. Et billede. Et rygte.
Mandag morgen er Naja ikke længere den populære pige i 9.a - hun er stemplet for noget, hun aldrig troede kunne ske. En forestilling om ungdommelig naivitet, digitale krænkelser og venskaber, der splintrer, når sandheden drukner i likes.
En fest, der skulle være sjov og uskyldig, ender med at vende hele Najas verden på hovedet. I fredags var hun pigen, alle kunne lide - i dag kalder alle hende stjerneluder. Det starter mandag morgen, midt i klassen, midt i et oplæg om Krystalnatten i 1938… og Naja mærker, hvordan blikkene brænder. Ét billede. Ét snap. Ét rygte - og pludselig er alt anderledes. Forestillingen handler om at være ung i en digital verden og prøve at navigere i et ungdomsliv med kærlighed og identitet, der kan få uforudsigelige konsekvenser. Om forelskelse og venskaber, der måske holder - eller ikke. Om at være ung og begå fejl og den altopslugende ensomhed, der følger med.
NATTEN ER LAVET AF GLAS skildrer følsomt og præcist et aktuelt og komplekst emne, der berører mange unge: digitale krænkelser, rygter og grænser på sociale medier. Forestillingen lægger op til vigtige samtaler i klassen om venskaber, respekt, tillid og retssystemets udfordringer med at håndtere digitale overgreb. For hvilket ansvar har vi selv, og hvilken rolle spiller de voksne og samfundet i at forebygge digitale krænkelser? Hvornår bliver en handling på sociale medier et overgreb? Er digitale krænkelser værre end fysisk vold - og hvorfor?
Forestillingen giver eleverne mulighed for at diskutere og forstå konsekvenserne af online adfærd og styrker deres digitale dannelse.