Ninjaen og den vantro
Pris
Dato & TID
Book Her
Rasmus er fra Vestsjælland. Han er ateist, sekulær og gift med en kristen egypter. Mona er fra en beduin-stamme på Sinai-halvøen. Hun er stærkt troende, bærer niqab som dækker alt undtaget øjnene og drømmer om en islamisk stat. Man skulle ikke tro det, men Rasmus og Mona er nære venner og kolleger. Latteren flyder nemt, når de to journalister taler sammen og drillende kalder hinanden ninja og vantro. Hvordan kan det lade sig gøre?
Dette læringsforløb handler om at have et åbent sind. Intet menneske kan sige sig fri fra at have fordomme, men hvordan kan man undgå, at de blokerer for møder med nye mennesker? Hvad er det for nogle forhold hos både troende og ikke-troende, som kan sløre vores syn? Og hvordan kan vi håndtere vores forskelligheder uden at gå på kompromis med vores holdninger?
I forløbet vil eleverne skulle forholde sig til deres egne forudindtagede synspunkter. De vil opleve, hvordan deres indtryk forandrer sig desto flere informationer de får om en person, og mærke den forvirring der kan opstå, når en person ikke passer ind i vores bokse. Endelig vil eleverne skulle udfordre Mona og Rasmus med deres egne spørgsmål.
Om oplægsholderen
Rasmus Bøgeskov Larsen er freelancejournalist bosiddende i Kairo og tidligere Mellemøstkorrespondent for Politiken. For Udenrigsministeriet har han været med til at producere et undervisningsmateriale om Unge i Tunesien og en udstilling med titlen Arabiske Drømme, som nu også bliver anvendt til undervisning. Læs mere her