Illustrator for en sag
Sted
Pris
Dato & TID
I workshoppen Illustrator for en sag arbejder eleverne som kunstnere / illustratorer /grafisk designere og udvikler kampagneplakater for en konkret “kunde” – fx et kulturhus, bibliotek, trafiksikkerhedskampagne,en festival eller et andet samfundsrelevant projekt, som de vælger sig ind på.
Forløbet tager udgangspunkt i en tegneproces med farveblyant og oliekridt, hvor eleverne skaber originale illustrationer med forskellige udtryk og visuelle greb.
Illustrationerne digitaliseres og bearbejdes efterfølgende i Canva, så de færdige plakater fremstår som professionelle kampagneprodukter, klar tiludstilling på skolen.
Eleverne oplever hele processen fra idé og kundekrav til færdigt visuelt produkt og får indsigt i, hvordan kreative kompetencer anvendes i uddannelser og jobs inden for kunst, illustration, grafisk design og visuel kommunikation.
Formål:
Workshoppen skal styrke elevernes karrierelæring ved at give dem erfaring med kreative erhverv og vise, hvordan kunstneriske kompetencer kan bruges i konkrete jobsammenhænge.
Eleverne arbejder praksisnært med:
- visuel kommunikation
- samarbejde og feedback
- forståelse af kundebehov og krav
- formidling af et budskab til en målgruppe
- Forløbet understøtter emnet "Uddannelse og Job" ved at koble elevernes interesser og kreative styrker til realistiske uddannelses- og jobmuligheder.
Indhold for dagen:
1. Introduktion: En illustrator & en sag
Dagen indledes med et oplæg om, hvordan man som kunstner, illustrator og grafisk designer arbejder professionelt med en sag– fx for kulturinstitutioner, kampagner, organisationer og virksomheder. Eleverne introduceres til kampagne som begreb og under det - målgruppe, budskab, udtryk og kundekrav.
2. Kundecase og valg af sag
Eleverne præsenteres for forskellige “kundecases”, som de kan vælge imellem, fx:
Kulturhus eller bibliotek
Trafik- eller sikkerhedskampagne
Lokal festival
...og andre idéer (som aftales med læreren)
Hver kunde har konkrete krav til formål, målgruppe og budskab, som eleverne skal tage højde for i deres design.
3. Idéudvikling og skitsering
I grupper eller individuelt udvikler eleverne idéer og skitser til deres kampagneplakat. De arbejder bevidst med forskellige visuelle udtryk og diskuterer, hvordan illustration, farver og stil kan understøtte budskabet.
4. Tegn med oliekridt og farveblyant
Eleverne skaber deres endelige illustrationer med oliekridt og farveblyant. Der lægges vægt på eksperimenter, personligt udtryk og modet til at arbejde kreativt inden for faste rammer.
5. Digital bearbejdning i Canva
Illustrationerne fotograferes og sættes op i Canva. Eleverne arbejder med layout, typografi og komposition, så plakaten fremstår som et professionelt kampagnemateriale.
6. Præsentation og refleksion
Forløbet afsluttes med en fælles præsentation, hvor eleverne viser deres plakater og fortæller:
- hvem deres kunde er
- hvilket budskab plakaten formidler
- hvilke valg de har truffet visuelt
- Der arbejdes med feedback og refleksion over kreative kompetencer og jobmuligheder.
Læringsudbytte:
- Eleverne får indsigt i kreative erhverv som kunstner, illustrator og grafisk designer
- lærer at arbejde projektbaseret fra idé til færdigt produkt
- udvikler forståelse for kundekrav, målgrupper og visuel formidling
- styrker samarbejde, kreativ tænkning og problemløsning
- reflekterer over egne interesser, styrker og fremtidige uddannelses- og jobmuligheder
Output:
- En trykt miniplakat (30. x 40 cm)pr. gruppe/elev
- Erfaring med kreativ produktion i en professionel kontekst
Workshoppen afholdes på skolen.