Historien vågner. AI som samtalepartner og skaberværktøj.

Sted

ENIGMA: Museum for post, tele & kommunikation
Øster Alle 3
2100
København Ø

Pris

Gratis for københavnske folkeskoler

Dato & TID

Kan man interviewe en historisk person? Kan gamle billeder vækkes til live? Og hvordan bruger man AI på en måde, der gør os klogere - uden at snyde, digte frit eller miste grebet om historien?
Fag
Dansk
Historie
Natur/Teknologi
Samfundsfag
Klassetrin
Mellemtrin
Udskoling
Emner
Historie
Information
Kreativitet
Teknologi

I dette forløb undersøger eleverne, hvordan kunstig intelligens kan bruges som både samtalepartner og skaberværktøj i arbejdet med historie. 

Med udgangspunkt i Enigmas udstillinger og kommunikationshistorie arbejder eleverne med historiske personer, begivenheder og billeder. Eleverne bruger AI til at stille spørgsmål til en historisk person, udvikle historisk troværdige interviews og eksperimentere med at gøre historiske billeder levende. 

Forløbet har et tydeligt fokus på, at AI skal bruges skolehensigtsmæssigt. Eleverne skal ikke bare producere noget med AI, men lære at stille gode spørgsmål, vurdere svar kritisk og overveje, hvornår AI hjælper dem med at lære - og hvornår den kan blive en genvej, der gør dem mindre kloge. 

Forløbet kobler Enigmas autentiske museumsrum med praktiske AI-øvelser, refleksion og diskussion. Eleverne får både hands-on-erfaring med AI og en kritisk forståelse af teknologiens muligheder og begrænsninger. 

Undervejs arbejder eleverne med spørgsmål som: 

  • Hvordan kan AI hjælpe os med at forstå historien? 

  • Hvornår bliver en AI-fortælling historisk troværdig - og hvornår bliver den bare opdigtet? 

  • Hvordan kan billeder, stemmer og samtaler manipuleres med AI? 

  • Hvilket ansvar har vi, når vi bruger AI til at fremstille mennesker og begivenheder fra fortiden? 

Faglige mål 

Dette forløb berører primært kompetencemål og indholdsområder i teknologiforståelse, men kan også tones i retning af historie, dansk og samfundsfag. 

Teknologiforståelse: Eleverne arbejder med digitale fænomener i verden, kreativitet og design samt undersøgelse og stillingtagen. De undersøger, hvordan generativ AI virker som digitalt fænomen, og hvordan teknologien kan bruges til at skabe tekst, billeder og historiske fortolkninger. 

Historie: Eleverne arbejder med historiske personer, perioder og begivenheder og øver sig i at skelne mellem historisk viden, fortolkning og fiktion. 

Dansk: Eleverne arbejder med interviewform, spørgsmålstyper, mundtlighed, formidling og kritisk læsning af AI-genererede tekster. 

Samfundsfag / digital dannelse: Eleverne diskuterer manipulation, deepfakes, troværdighed, ansvar og brugen af AI i samfundet. 

Mål 

Eleverne lærer at: 

  • Bruge AI som støtte til at undersøge og formidle historisk indhold. 

  • Prompte en AI, så den svarer mere præcist, alderssvarende og historisk troværdigt. 

  • Gennemføre et interview med en historisk person via AI og vurdere, om svarene virker troværdige. 

  • Bruge AI til at skabe eller bearbejde historiske billeder og diskutere, hvad der sker, når historien visualiseres eller gøres levende. 

  • Forholde sig kritisk til AI-genererede svar, billeder og fortællinger. 

  • Skelne mellem god hjælp, usikker hjælp og uhensigtsmæssig brug af AI i skolearbejde. 

  • Tale om regler, etik og ansvar, når man bruger AI i undervisningen. 

 

Dette forløb egner sig til elever fra 6.-9. klasse.