Grøn Retfærdig Økonomi
Pris
Dato & TID
Forløbet giver eleverne indsigt i økonomiens rolle i klimakrisen og introducerer nye perspektiver, der kobler økonomi, klima og global ulighed. På én time præsenteres eleverne for centrale problematikker ved mainstream økonomisk tænkning og alternativer fra ny økonomisk tænkning.
Gennem oplæg, leg og øvelser undersøger vi de grundlæggende antagelser om mennesker og verden, som forskellige økonomiske retninger bygger på, og viser med konkrete eksempler, hvordan disse påvirker politik, samfund og klima.
I dag præger mainstream økonomi både forskning og klimadebat, men dens fokus på vækst overser ofte økosystemers grænser og sociale konsekvenser. Forløbet udfordrer denne tilgang ved at inddrage perspektiver, hvor ressourcer, energi og retfærdighed er centrale for bæredygtige løsninger.
Formålet er at styrke elevernes forståelse og stemme i den grønne omstilling. Vi giver dem redskaber til at analysere og formidle komplekse sammenhænge mellem økonomi og klima, så de kan deltage aktivt i fremtidens klimadebat og udfordre etablerede tankesæt.