GASTRO - Sammen smager vi på fremtiden
Sted
Pris
Dato & TID
Giv dine elever en smagsprøve på fremtidens bæredygtige gastronomi og værtskab. Gennem undersøgende, kreative og praksisnære aktiviteter introduceres eleverne til hotel- og restaurationsbranchen og arbejder med gastronomiens fagligheder i virkelige rammer. Forløbet er udviklet i et samarbejde mellem Ungdomsbyen, Hotel- og Restaurantskolen (HRS) og Øens Have – Skandinaviens største urbane bylandbrug.
Eleverne arbejder gennem fire dage med den gennemgående case:
- Hvordan kan vi skabe den bedste bæredygtige spiseoplevelse for gæsterne i Øens Haves restaurant?
Casen præsenteres for eleverne i en kort video på dag 1, og eleverne arbejder med den hele vejen igennem forløbet – fra de første smagsforsøg til de endelige præsentationer i Øens Have.
Undervejs laver eleverne mad, undersøger råvarer, arbejder med værtskab og indblik i fagene kok og tjener. Eleverne får mulighed for at omsætte deres viden til praksis og får samtidig et unikt indblik i uddannelses- og karriereveje inden for gastronomiens verden.
Dag 1 – Introduktion til gastronomiens verden i Ungdomsbyen
Første dag foregår i Ungdomsbyen, hvor eleverne gennem sjove øvelser, smagsforsøg og små faglige udfordringer introduceres til gastronomiens grundbegreber: smag, struktur, konsistens og råvareforståelse. Eleverne arbejder aktivt med bæredygtige valg og diskuterer, hvordan fødevareproduktion hænger sammen med klima og ansvar.
Som en del af dagens program ser eleverne en introduktionsvideo fra Øens Have, hvor medarbejdere præsenterer casen:
Hjælp os med at skabe en endnu bedre spiseoplevelse for gæsterne i vores restaurant.
Eleverne får dermed et tidligt indblik i, hvordan deres faglige arbejde kobles til en virkelig udfordring i en rigtig virksomhed – og de får sat rammen for forløbets røde tråd.
Dag 2 – I hjertet af faget på Hotel- og Restaurantskolen
Andendagen foregår på Hotel- og Restaurantskolen, hvor eleverne træder ind i et autentisk og professionelt læringsmiljø. Her bliver de undervist af skolens faglærere og arbejder med gastronomiens håndværk – fra råvarer til færdige retter. Eleverne laver deres egen frokost, udvikler smag og lærer om samarbejdet mellem køkken og servering.
De ser unge, der er ved at uddanne sig på Hotel- og Restaurantskolen, og får et unikt blik ind i hverdagen på en erhvervsuddannelse. Denne dag giver eleverne værdifuld inspiration til arbejdet med casen og gør dem klar til at arbejde videre med deres eget produkt på dag 3.
Dag 3 – Arbejde med casen i klassen
På tredje dagen arbejder eleverne i klassen med den case, de blev præsenteret for på dag 1:
Hvordan forbedrer vi spiseoplevelsen i Øens Haves restaurant gennem mad, værtskab og bæredygtighed?
Eleverne arbejder i to faglige spor:
Kokkegruppen
Eleverne arbejder undersøgende med sæsonens råvarer, smag og jord‑til‑bord‑principper. De lærer, at kokkefaget ikke kun handler om at tilberede mad, men også om at forstå råvarer, beskrive smag og formidle maden til gæsterne på en enkel og gæsteorienteret måde.
Eleverne udvikler små formidlingsprodukter, fx:
- infokort til borde i restauranten eller haven, fx om planters opbygning, rodfrugter, bælgfrugter eller andre råvarer
- små menukort eller smagsbeskrivelser, der viser, hvordan råvaren kan bruges
- korte råvarefortællinger og simple visuelle præsentationer, der forklarer råvarens rejse fra jord til bord
Tjenergruppen
Eleverne arbejder med værtskab, stemning og borddækning. De lærer, hvordan tjenerfaget handler om at skabe en helhedsoplevelse for gæsterne og formidler viden om råvarer og stedets historie. De designer fx:
- “Vidste du”-kort om bier, høns og kompost,
- borddækning med begrundede valg
- en plakat, der kan sættes i en ramme i Øens Have og udskiftes af hver klasses arbejde
Dagens arbejde danner grundlaget for elevernes præsentation næste dag.
Dag 4 – Præsentation og jord‑til‑bord i Øens Have
Fjerde dag foregår i Øens Have – et levende bylandbrug med egne grøntsager, urter, høns, kompost og en sæsonbaseret restaurant. Her præsenterer eleverne deres arbejde og viser, hvordan deres idéer kan bidrage til en bedre spiseoplevelse for gæsterne.
Eleverne:
- præsenterer deres produkter for Øens Have (fx “vidste-du”-kort, plakater, og borddækning)
- forklarer deres valg
- indgår i en række praktiske aktiviteter i haven
Efter præsentationerne indgår eleverne i dagens faste program med høst, bålmad, tilberedning af grøntsager, borddækning og pasning af høns. Dagen giver dem en sanselig forståelse af, hvordan natur, mad og gastronomi hænger sammen – og afrunder forløbets røde tråd om at skabe bæredygtige spiseoplevelser.