Nyt undervisningsforløb i Nikolaj Kunsthal

Sted

Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Plads 10
1067
København K

Pris

Gratis for københavnske folkeskoler
750,00 kr.

Dato & TID

Det kommende undervisningsforløb fra 15/4 tager afsæt i Rune Berings udstilling "Bycatch", der har fokus på, hvordan teknologi og natur er tæt forbundet.
Klassetrin
Bydel

”Bycatch” af kunstneren Rune Bering er en stedsspecifik udstilling, der tematisk tager afsæt i fiskeindustrien. Med reference til Nikolaj Kunsthals fortid som de søfarendes kirke spiller skulpturelle fiskeruser en central rolle, og forårets undervisningsforløb arbejder derfor med fiskenettet som symbol på aktuelle problematikker, der eksisterer i vores samfund. Eller som Bering selv udtrykker det: "Vi lever i strukturer, som griber ind i hinanden, og som er for komplekse til rigtigt at forstå, ændre og komme ud af. Det føles, som om vi er fanget i vores eget net." 

Undervisningsforløbet indledes med en dialogbaseret omvisning i udstillingen, hvor vi i fællesskab ser på, taler om og sanser kunsten. Efterfølgende fortsætter vi med en øvelse, hvor eleverne med de erfaringer, de har gjort sig i udstillingen, får rig mulighed for at udfolde deres viden og øve deres analytiske og fortolkningsmæssige evner. Dette gør vi bl.a. i grupper, hvor vi arbejder med at sætte ord på, hvad et net både konkret og symbolsk kan betyde.
 

Nettets mange betydninger

Et net er skabt af tråde, der er bundet sammen af masker, hvis formål er at fange, samle eller afskærme noget. Men et net kan også være en struktur, der forbinder os i et samfund, såsom en infrastruktur som vores metronet, der transporterer os fra A til B, internettet, som forbinder os til hele verden på få sekunder og skaber sociale netværk og relationer. I væggene på de bygninger, vi betræder, løber der komplekse net af rør, der cirkulerer vandet rundt, og el-ledninger, der forsyner os med strøm osv. Vores natur består også af mange sammensatte økosystemer, som har indvirkning på livet på jorden, og som vi mennesker påvirker indirekte og direkte. Men hvilken betydning kan de net og strukturer, vi skaber, have på naturen, såsom fiskeri som Bering sætter fokus på i udstillingen?